Elektrificerede strækninger

Køge Nord-Næstved
Banedanmark har afsluttet elektrificering af den 45 kilometer lange enkeltsporede jernbanestrækning mellem Køge Nord og Næstved. Det forberedende arbejde startede i 2015, og selve elektrificeringen blev afsluttet med en test i marts 2019. Strækningen blev i 2015 ombygget til en hastighed på 160 km/t i stedet for den tidligere hastighed på 120 km/t. Samtidig udskiftede vi de gamle broer med nye, som er høje nok til det nye kørestrømsanlæg. 
 

Med elektrificering, opgradering af hastigheden og de kommende nye signaler på strækningen bliver det muligt at høste gevinsten af alle de investeringer, der er lavet på infrastrukturen i området. Strækningen Køge Nord-Næstved forvandler sig fra at være en regionalbane til at være en vigtig strækning på jernbanenettet. Med de nye signaler og Den nye bane København-Ringsted over Køge bliver rejsetiden mellem Næstved og Køge nemlig reduceret med op til 10 minutter, og der bliver mulighed for en direkte rejse og reduceret rejsetid mellem Haslev og København på op til ca. 38 minutter i 2021, når signalerne er skiftet.

Den nye bane København-Ringsted
Højhastighedsbanen mellem København-Ringsted er den anden elektrificerede strækning under Elektrificeringsprogrammet. Strækningen åbner i slutningen af maj 2019 ved en officiel indvielse. Sporlægningen af Den nye bane København-Ringsted blev afsluttet i februar 2017. Banedanmark gik herefter i gang med elektrificering af banen i foråret 2017. Elektrificeringen blev afsluttet i efteråret og testet ultimo 2018.

Esbjerg-Lunderskov
Strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov er den første strækning, der er blevet elektrificeret som en del af et omfattende elektrificeringsprogram for størstedelen af det danske jernbanenet. Arbejdet med at elektrificere den 57 kilometer lange tosporede strækning begyndte i foråret 2014 og blev afsluttet i april 2017. Strækningen med det nye kørestrømsanlæg blev officielt indviet den 7. august 2017, hvorefter der blev sat eltog ind på strækningen. Elektrificeringen af strækningen har gjort det muligt at køre med el-tog hele vejen mellem København og Esbjerg.

Moderne jernbane
Elektrificeringen af store dele af statens jernbanenet skaber et stærkt fundament for fremtidens jernbane med en fleksibel og effektiv jernbanedrift for person- og godstransport. Dette bidrager til en pålidelig og attraktiv jernbane til gavn for passagerer, operatører og miljøet.

Elektrificeringen giver et løft til togbetjeningen og bedre mulighed for at tilrettelægge materielanvendelsen. Elektrificeringen mellem Esbjerg og Lunderskov giver også mulighed for at køre med eltog på strækningen mod Padborg-Flensborg, hvor der allerede er elektrificeret.

Nyheder