Banedanmark gør klar til nyt signalsystem på Køge Bugt-banen

Fra oktober 2020 og frem til foråret 2021 installerer vi et nyt, moderne signalsystem på S-banens afsnit mellem Sydhavn Station og Køge Station (Køge Bugt-banen). Vi forventer at tage det nye signalsystem i brug på strækningen i 2. halvår i 2022. Det nye signalsystem vil på sigt medføre færre forsinkelser og flere tog til tiden for passagererne.

Orientering til de nærmeste naboer på strækningen Køge-Solrød Strand.

Hvad går arbejdet ud på?

For at gøre klar til det nye signalsystem skal vi installere nyt teknisk udstyr (akseltællere, baliser og radiomaster), opgradere sporskifter, rengøre kabelrender og trække nye kabler langs sporet og på stationerne på hele strækningen. Det nye signalsystem vil på sigt medføre færre forsinkelser og flere tog til tiden for passagerne.

Ændringer i S-togenes køreplaner

En del af installationsarbejdet kræver fri adgang til sporene. Derfor vil der i det næste halve års tid være ændringer i togtrafikken på S-banen i form af weekendspærringer, hvor togtrafikken aflyses helt samt aftenspærringer, hvor der vil være reduceret togdrift i tidsrummet kl. 20:30-04:30.

Arbejdet er lagt i weekenderne og aften/nat for at genere de daglige pendlere mindst muligt. Du kan planlægge din rejse på www.rejseplanen.dk.

Kommende weekendspærringer

  • Køge Station – Solrød Strand Station:  24.-25. oktober og 31. oktober/1. november 2020 
  • Solrød Strand Station – Karlslunde Station:  7.-8. november 2020
  • Karlslunde Station – Hundige Station: 14.-15. november 2020
  • Hundige Station – Vallensbæk Station: 21.-22. november 2020

I perioden fra uge 43 til uge 51 vil der i hverdagen desuden være reduceret togdrift mellem Køge Station og Solrød Strand Station i tidsrummet 20:30 – 01:00 

Weekendspærringer i 2021

  • Vallensbæk Station – Åmarken Station: 13.-14. marts og 20.-21. marts 2021
  • Åmarken Station – Bavnehøj: 27.-28. marts 2021

Aftenspærringer i 2021

  • Solrød Strand Station – Hundige Station: Uge 1-6 2021
  • Hundige Station – Vallensbæk Station: Uge 6-13 2021
  • Vallensbæk Station – Åmarken Station: Uge 13-17 2021

Om Signalprogrammet

Det nye signalsystem på S-banen er baseret på såkaldt Communication Based Train Control (CBTC) og skal erstatte det nuværende signalsystem. 

Teknologien i det nye signalsystem betyder blandt andet, at de traditionelle signaler langs sporet forsvinder. Lokomotivføreren får derimod signalet direkte ind på en skærm i førerhuset i toget via radiosignaler.  Desuden betyder den nye teknologi, at der vil være langt mindre udstyr i og omkring sporene end der er i dag. 
Forventningen er, at det nye signalsystem tages i brug på strækningen Sydhavn - Køge i 2022, som en af de sidste strækninger på S-banen. Læs mere om Signalprogrammet på Banedanmarks hjemmeside.