Stationsbyggeri i Vinge skrider frem efter planen

Mens togtrafikken, som planlagt, er indstillet på strækningen mellem Ølstykke og Frederikssund, arbejder Banedanmark på højtryk på byggeriet af den nye S-togsstation i Vinge. Når togene kører igen den 11. november, er vi blandt andet færdige med at montere perronelementerne på begge sider af banen.

Netop i disse dage monteres perronelementerne på begge sider af S-banen i Vinge, hvor den nye station skyder op fra mulden. Før de store perronelementer kan navigeres på plads, har vi etableret en række fundamenter langs sporet, hvorpå perronelementerne monteres.   
Arbejdet foregår helt tæt på sporet, og derfor er det af hensyn til sikkerheden helt nødvendigt at spærre banen for trafik. Mandag morgen den 11. november er vi færdige med at løfte perronelementerne på plads, så der vil du igen kunne tage toget på strækningen mellem Ølstykke og Frederikssund. 

Næste spærring af banen forventer vi sker i påsken næste år, hvor vi blandt andet skal løfte stationens nye gangbro, trapper og elevatortårne på plads. 

Byggeriet af Vinge Station gik i gang i september, hvor vi som noget af det første gennemførte en række kørestrøms-, sikrings- og jordarbejder, der var nødvendige for at skabe plads til den nye station. Det har blandt andet været nødvendigt at etablere nye kørestrøms-, fundamenter og master, og derfor har banen været spærret for togtrafik i tre weekender. 

Den nye station forventes klar til indvielse i sommeren 2020.