Derfor sliber vi skinnerne

Hver dag kører der over 3000 tog på det danske jernbanenet, og det slider på skinnerne. For at du som passager kan få en god og rettidig togtrafik er det vigtigt, at skinnenettet er godt vedligeholdt.
 

Slibe, fræse og høvle

En vigtig del af vedligeholdelsesarbejdet består i at slibe, fræse og høvle skinnerne. Det arbejde sørger en række specialtog for. Togene har vidt forskellige opgaver, og på disse sider kan du læse mere om specialtogene og deres arbejde på skinnerne. 

Vi lejer togene hos internationale jernbaneentreprenører, og slibetogene betjenes af specialuddannet personale. Herudover kører der en lods fra Banedanmark med på toget. Lodsen er sikkerhedsuddannet og har det nødvendige kendskab til jernbanestrækningen. 
 
Når skinnerne slibes, fræses og høvles giver det færre vibrationer i sporet, revner i skinnerne fjernes, og afstanden mellem skinnerne optimeres.  Alt sammen er det med til at sikre, at sporet er i god form og dermed ikke kræver så mange reparationer. Støj fra skinnerne reduceres også.
 

Forlænger sporets levetid

Det er ikke billigt at leje et specialtog med uddannet personale. Skinneslibetoget koster f.eks. 100.000 kroner pr. nat alene i leje. Hertil kommer en række andre udgifter som eksempelvis lønnen til den sikkerhedsuddannede lodser fra Banedanmark - alligevel er der god økonomi i det for Banedanmark, fordi arbejdet reducerer udgifterne til vedligehold og forlænger sporets levetid.
 
I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som vi kan udføre samtidig med, at du som passagerer oplever mindst mulige forstyrrelser i trafikken. Blandt andet derfor kører de forskellige specialtog fortrinsvis om natten.
 

På siderne her kan du læse mere om de forskellige tog.

temaer